Citrus sinensis
Citrus aurantium bizzaria
Florentsia
Citrus aurantium fasciata
Citrus limone lunario

Planteguide: Citrus

Duftende blomster og skønne frugter

Citrus er måske den mest fascinerende, subtropiske planteslægt. Her får du basisviden og gode råd.

Citrustræer er blandt de mest populære stueplanter i Danmark. Det er indbydende planter, som både blomstrer smukt, dufter skønt, og som sætter frugt. Og hvis du følger nogle få dyrkningsregler, kan du beholde et citrustræ i årtier.

Ja, der findes appelsintræer og citrontræer, som dyrket i potte er blevet over 100 år gamle.



Sådan plejer du citrustræer
Her er de basale regler, som holder dine citrustræer raske:
// Lad aldrig jorden tørre helt ud. Men jorden må godt hælde til den tørre side om vinteren.
// Giv planterne citrusgødning. Følg emballagens vejledning. Giv halv dosis om vinteren (hvis du ikke kan vande med kalkfrit vand).
// Stil planterne ud i det fri om sommeren, hvis det er muligt.
// Kølig placering om vinteren, men undgå frost. De fleste citrustræer trives ved 5-15 plusgrader.
// Stil planterne så lyst som muligt. Om sommeren gerne i direkte sol.



Hvad er et citrustræ?
Citrus er en stor planteslægt i rudefamilien. De fleste citrustræer, som giver spiselig frugt, stammer fra blot tre arter: cedrat (Citrus medica), pomelo (Citrus maxima) og mandarin (Citrus reticulata). Kendte citrusarter som citron og appelsin er altså ikke arter, men hybrider. Citronen er efter alt at dømme en blanding af cedrat og pomelo. Appelsinens gener stammer fra sandsynligvis fra pomelo og mandarin.

Der findes oprindelige citrusarter uden for denne triangel. Det kan være den vilde, kinesiske bitterorange (Citrus/Poncirus trifoliata), de australske citrusarter (Microcitrus spp) eller den japanske kumquat (Citrus/Fortunella japonica). Krydsninger mellem de forskellige oprindelige arter og hybrider og sorter har skabt tusindvis af nye ”arter” med egne navne, ofte helt lokale citrusplanter. Så der er nok af muligheder at vælge imellem, både når det drejer sig om planternes vækst og frugternes form og smag.

Hvor stammer citrus fra?
Citrustræerne stammer oprindeligt fra Østasien, men bredte sig via Indien og Mesopotamien til landene ved det østlige Middelhav, hvor pomerans (Citrus aurantium) med sikkerhed fandtes før år nul. Siden fulgte cedrat, citron og appelsin, mens mandarinen ikke har vokset i landene ved Middelhavet i mere end 300 år.



Gode citrusarter
Hvilke citrusarter og -hybrider egner sig til hus og have? Der er så mange at vælge imellem, men dem, vi nævner her, kan være gode at starte med.

I haven:
// Bitterorange (Poncirus trifoliata). Løvfældende, -20 grader, bitter frugt.
// Citrumelo (Poncirus x paradisi) – i milde kystegne eller byer. En hybrid mellem bitterorange og grapefrugt. Hæderlig frugt.
// Ichang-papeda (Citrus ichangensis) – i milde kystegne eller byer. Frosthårdfør papedacitrus fra Kina. Bitter frugt.

I stue:
Fingerlime papuana (Microcitrus papuana). Fra bjerge på øen Ny Guinea. Fingerformede frugter med limesmag.
Calamondin (Citrus mitis). Taknemmelig, flot og med mange små frugter. Hybrid mellem mandarin og kumquat.
Lime (Citrus aurantifolia). Den ægte limefrugt. Må ikke stå for tørt nær radiator, men kan ellers tåle en del varme om vinteren.

I vinterkølig, frostfri udestue og lignende:
Appelsin (Citrus sinensis). Blomstrer mest om foråret. Moden frugt som regel sidst på året.
Citron (Citrus limon). Blomster ret jævnt hen over året, mest om foråret. Mulighed for moden frugt hele året.
Mandarin (Citrus reticulata). Blomstrer om foråret. Mulighed for moden frugt om efteråret.
Kumquat (Fortunella japonica). Tåler nogen frost. Blomstrer om foråret. Frugten (efterår) spises med skal.
Grapefrugt (Citrus paradisi). Blomstrer om foråret. Kræver god sommervarme for at danne moden frugt.
Meyer lemon (Citrus meyerii). Hybrid mellem citron og mandarin eller appelsin. Blomstrer hyppigt. Mulighed for frugt hele året.
Cedrat (Citrus medica). Kraftig, grov vækst, god blomstring (mest om foråret). Frugt efterår og vinter. Uspiselig, men frugten dufter skønt, når den brækkes.
Hørpalmer- Til haven..
26,- pr. cm stamme. Mange størrelser
Store citrustræer
Oliventræer fra 1295

Nyhedsbrev

Tilmeld dig her: